21 dec 28 dygtige indretningseksperter & -entusiaster giver inspiration og tips til indretningen
Et uddrag fra en artikel fra www.Garant.nu.
Hvis du er ny inden for boligindretning, kan det være svært at vide, hvor du skal starte. Skal man have en bestemt stil? Hvilke farver går godt sammen? Hvilke rum er det vigtigst, fungerer godt? Hvor finder jeg inspiration til nye indretningsideer osv.
Til at hjælpe dig i gang med indretningen har vi samlet en lang række dygtige, danske indrettere, som vi har stillet de samme fem spørgsmål. De kommer hver med en masse forskellige input og inspiration til at komme i gang med indretningen af netop dit hjem. Vi har bedt dem svare på:
- Hvordan vil du beskrive din indretningsstil?
- Hvor finder du ny inspiration til boligindretningen?
- Hvilket rum er du mest tilfreds med ift. indretning af din egen bolig?
- Hvad er dit hidtil bedste DIY-projekt (red. Do It Yourself)
- Hvad er dit/dine bedste indretningstip/-s?
Sæt dig godt til rette, hæld din favoritdrik op og gør dig klar til at læse masser af nyttige input.
1 Nicola Kragh Riis
Chefredaktør på Boligliv og ALT Interiør, deltager i TV 2-programmerne Loppe Deluxe og Fantastiske Hammerslag samt boligekspert på Go’ Morgen Danmark.
Web: https://www.boligliv.dk/
Instagram: https://www.instagram.com/boligliv.dk/
1. Hvordan vil du beskrive din indretningsstil?
Jeg er allergisk overfor ordet stil, da jeg ikke synes, at målet med indretning skal være at opnå en særlig stil. Sådan tror jeg, de færreste tænker, når de indretter. Jeg er fortaler for hjem, der er indrettet med en personlig nerve og sans for detaljen.
2. Hvor finder du ny inspiration til boligindretningen?
Mit arbejde er en stor inspirationskilde, da jeg dagligt kigger på smukke billeder, besøger unikke hjem og møder de bedste kræfter i den danske designbranche. Jeg føler mig meget heldig at kunne kalde min hobby for mit arbejde.
3. Hvilket rum er du mest tilfreds med ift. indretning af din egen bolig?
Min stue fungerer rigtig godt. Jeg har farver på væggene i en behagelig afdæmpet farveskala og en dejlig stor sofa med plads til hele familien.
4. Hvad er dit hidtil bedste DIY-projekt (hvis du har lavet et)
Det er mit vitrineskab i køkkenet, som jeg har lavet i samarbejde med en dygtig snedker af gamle sprossede vinduer og mdf-plader, som er malet 4 gange. Her opbevarer jeg alt mit pæne service, keramik og vaser.
5. Hvad er dit/dine bedste indretningstip/-s?
Vær ikke bange for at male dine vægge i farver. Du får så meget forærende til din indretning, når det hele ikke er skrigende hvidt.
2 Mette Helena Rasmussen
Indretningsarkitekt, indehaver af Retro Villa og deltager i Loppe Deluxe på TV 2
Web: http://retrovilla.dk/
Facebook: https://www.facebook.com/retrovilla.dk/
1. Hvordan vil du beskrive din indretningsstil
Mit hjem er nok lidt for meget for de fleste. Det har masser af volumen, karakter, kulør og power. Mine vægge er dækket skødesløst med kunst, farver og tapeter, og der er fyldt med selvironi og masser af levn efter børn og levet liv.
2. Hvor finder du ny inspiration til boligindretningen?
Jeg bliver allermest inspireret af genbrugsfund, genbrugsbutikker og loppefund, men også på gallerier, netauktioner, i magasiner, på instagram osv.
3. Hvilket rum er du mest tilfreds med ift. indretning af din egen bolig?
Jeg er glad for alle mine rum, for de kan noget hver især. Jeg er rigtig glad for mit soveværelse, der har masser af tung, girlie luksus over sig med tapeter, velour, messing og kunst.
4. Hvad er dit hidtil bedste DIY-projekt (hvis du har lavet et)
Jeg er glad for mit badeværelse, som jeg har fikset op for et mikrobudget med gamle vinduer, tapet og hylder til nips.
5. Hvad er dit/dine bedste indretningstip/-s?
Gør alting lidt vildere end du og din mand kan enes om. Lad være med at tænke så meget. Og forsøg ikke at finde kompromisser – det ender bare med, at ingen af jer er glade. Det er bare indretning, og det kan altid laves om igen. Køb brugt – du kan altid sælge det igen for det samme, og på den måde er tingene bare til låns.
4 Mads Arlien-Søborg
Trendforsker og tv-vært
Web: http://www.heywemadeit.dk/
Twitter: https://twitter.com/heywemadeit
1. Hvordan vil du beskrive din indretningsstil?
Eklektisk og herskabelig. Min stil tilpasser sig tiden, vores egen historie og personlighed – og vigtigst af alt at vores indretning forholder sig til arkitekturen.
2. Hvor finder du ny inspiration til boligindretningen?
Alle steder… Rejser, magasiner, kunst etc.
3. Hvilket rum er du mest tilfreds med ift. indretning af din egen bolig?
Køkkenet. Et flot nordic shaker køkken fra unoform udgør grundelementet i rummet – alt omkring køkkenet er tilpasset shaker stilen. Nordisk herskabelighed definerer måske rummet meget godt.
4. Hvad er dit hidtil bedste DIY-projekt (hvis du har lavet et)
Jeg laver ikke deciderede DIY projekter længere – det tillader tiden ikke, men “customizer” og raffinerer mere produkterne, så de harmonerer med den overordnede kontekst og vores egen stil.
5. Hvad er dit/dine bedste indretningstip/-s?
Mit bedste indretningstip er helt sikkert at være tro mod sin egen stil – ikke at lade sig forføre af hurtige og nemme løsninger og indkøb. De ting, du fylder i dit hjem, skal give mening for dig, og så skal du altid forholde dig til den arkitektur, du bor i.
26 Anette Haugaard
Dekoratør og boligindretningsstylist samt indehaver af ”Indretning by Haugaard”
Web: http://www.byhaugaard.dk/
Facebook: https://www.facebook.com/indretningbyhaugaard/
1. Hvordan vil du beskrive din indretningsstil?
Jeg indretter meget individuelt. Det skal passe til mine kunder og deres ønsker og drømme. Dvs. jeg gør meget ud af at lave en personlig indretning til dem.
Det er få steder, vi rydder alt. De fleste steder er det endda meget begrænset, hvad kunden køber af nye ting. Vi finder tit ”guld” i gemmerne og får dem brugt på nye måder.
Jeg kan spare mine kunder for tusindvis af kroner i fejlkøb. Penge som de i stedet for kan bruge på en god ferie. Hvorfor være statist i eget hjem, når de kan bo personligt.
2. Hvor finder du ny inspiration til boligindretningen?
Jeg suger inspiration alle steder.
Det er både, når jeg går en tur i skoven eller på stranden, når jeg kører en tur, på messer f.eks. Formland, opcommers, nye små butikker, julemarkeder og loppemarkeder, små gallerier rundt om i landet og på rejser.
Sidst men ikke mindst hos mine kunder. Der kommer tit en ny sjov vinkel på deres indretning, når vi først går i gang. Nogle gange har de selv fundet på noget sjovt.
3. Hvilket rum er du mest tilfreds med, ift. indretning af din egen bolig?
Jeg har lige lavet vores bryggers med en tapetvæg og messingblade. (Bladene er egentligt tiltænkt til en gallerivæg, men jeg er glad for dem som knage).
Da rummet ikke er så stort, giver striberne højde til rummet.
Vores stue er jeg også ret glad for. Den er sekskantet, og der kommer lys fra fire sider. Den er ikke så stor, og der er ikke så mange muligheder for at flytte rundt, men elsker lyset.
Men det bedste projekt, vi har lavet, var, da vi skulle bygge til. Her mistede vi noget lys i vores alrum, og fik derfor ovenlys ved brændeovnen. Det giver et fantastisk lys i hele rummet.
4. Hvad er dit hidtil bedste DIY-projekt (hvis du har lavet et)?
Jeg har ikke sådan bygget nogle ting, men jeg har selv malet de fleste af vores billeder i hjemmet.
Jeg har slebet en gammel malkeskammel ned. Den var sort med bast om benene og med leopardstof på sædet, da jeg købte den (ikke særlig køn), men den er virkelig fin nu efter en kærlig hånd.
5. Hvad er dit/dine bedste indretningstip/-s?
Mit bedste råd er; at indrette sig efter hvem der bor der, altså personligt, og så man kan se, at alle er repræsenteret i familien.
Hos virksomhederne skal man ind og finde deres DNA, så receptionen, venteværelset eller klinikken stråler af imødekommenhed, ro og velvære.
Lys er det vigtigste i rummet. Med lys kan du skabe rum, men det bliver desværre altid nedprioriteret. Derfor bruger jeg meget tid på at forklare, hvorfor det er så vigtigt, og hvorfor de skal bruge deres penge på det.
Grønne planter giver liv, det er også en af de vigtigste elementer i indretningen.